|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
De Studerendes Erhvervskontakt (DSE) byder dig velkommen til Danmarks største job- og karrieremesse. På trods af finanskrisen har mere end 125 virksomheder fra ind- og udland investeret i en stand på DSE Messe Lyngby 2009 kun for at møde netop dig. Så kom og oplev DSE Messe Lyngby 2009 på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Udnyt muligheden og find ud af hvad erhvervslivet kan tilbyde dig. Uanset hvor langt du er kommet i dit studie, er der muligheder på Messen. Virksomhederne tilbyder alt fra studiejob, praktikophold, projektsamarbejde til en karriere indenfor det, der interesserer dig. Messen er en enestående mulighed for dig som kommende ingeniør at søge oplysningen om erhvervslivet, som du før eller siden bliver en del af. Ved du allerede hvad drømmekarrieren er, har du muligheden for at opsøge præcis den virksomhed, der kan tilbyde dig den. Ved du endnu ikke hvad drømmejobbet er, så står en lang række virksomheder i kø for at fortælle, hvilke muligheder din uddannelse giver hos dem. På Messen vil du kunne tale med virksomhedsrepræsentanter, der har samme faglige baggrund som dig og høre om de udfordringer de møder i deres dagligdag på jobbet. Har du nogle spørgsmål til hvordan og hvorledes, er du altid velkommen til at besøge os på vores kontor på Studentercenteret i bygning 101. Du kan også sende os en mail og i løbet af messedagene kan du finde os i infostandene på messeområdet. Vi ses til DSE Messe Lyngby den 1. - 2. april 2009 på DTU.
Thomas Krüger
|
|
Mens de danske universiteter i 2008
samlet set oplevede tilbagegang i ansøgertallet, oplevede DTU fremgang - samme
år som Times Higher Education placerede DTU som 3. bedste ingeniørvidenskabelige
institution i Europa, målt på gennemslagskraft.
DTU ser den store interesse for en
ingeniøruddannelse som udtryk for, at stadig flere talentfulde unge forstår at
aflæse udviklingen og handle derefter. For verden står mere end nogensinde over
for globale udfordringer, der kræver, at naturvidenskabelig indsigt og tekniske
kompetencer spiller sammen med andre vidensområder. DTU’s fremadrettede og
internationalt konkurrencedygtige uddannelser giver de studerende et
kvalificeret grundlag for at udvikle de nødvendige helhedsløsninger og for at
omsætte dem til handling til gavn for samfundet.
Derfor behøver DTU ikke
at sigte bredt i sin rekruttering, men kan fortsat rette blikket mod de bedste
danske og internationale studerende - de unge med talent, lyst og energi. Men
med de bedste studerende følger også høje forventninger. Det betyder, at DTU
aldrig hviler på laurbærrene, men fortsat stræber efter at tilbyde
optimale betingelser for forskning, uddannelse og
udvikling af nye ideer.
Helt grundlæggende er
DTU’s fortsatte succes afhængig af de studerendes mere end almindeligt høje
opfindsomhed. Nye kreative kræfter skal bringe nye ideer til DTU. Vi hjælper
ideerne på vej, får dem til at vokse og giver dig mulighed for at føre dem ud i
livet. Dertil er DTU’s tætte kontakt med erhvervslivet afgørende.
Den tætte forbindelse
mellem innovation i erhvervslivet og universitets forskning er en hjørnesten for
DTU og er afgørende for at bane vejen for nye højteknologiske virksomheder og
den fremtidige
overførsel af teknologi og viden til samfundet. Derfor er det vigtigt, at
denne tætte kontakt også indgår som et bærende led i DTU’s uddannelser, så de
studerende kan få indblik i erhvervslivets behov og omvendt.
Den årlige DSE Messe
etablerer direkte kontakt mellem studerende og erhvervsliv. Sammen med
DTU’s Karrierecenter, hvor
studerende kan få vejledning om projektsamarbejder med virksomheder,
karrierevalg, videreuddannelse mm., giver messen interesserede en unik mulighed
for at komme i dialog med førende videns- og teknologitunge virksomheder i
Danmark. Messen er dermed med til at fremme nye ingeniørers oplevelse af en
naturlig overgang til erhvervslivet.
Velkommen til DSE Messen
2009.
Lars Pallesen |